Svartsot

På salten sø sejler skuden, bag den slæbes tunge garn, vandet spejler solens lys, og sømænd priser havets ran. Fra havet høres en røst, som hundrede møers tårer, en sorrigfuld sang, der lokker, et sørgekvad om hjertesår. "Når stormen raser ude på søe

Hey! Skampletten sættes på dig, nidding! Hey! Skamskændt, så skal du dømmes nidding! Jeg rister bodruner, jeg rister blærgeruner, Jeg rejser nidstangen, jeg retter den mod dig. Hasselkæppen hæves, hestens stygge hoved griner, Koldt, fra kroppen kappe

Brages bæger, mjøden skænkes, Brages bæger, Mjølner skildres, Brages bæger, sølvbelagte, Brages bæger, hør mit løfte. Hør! I hin gamles navn, under Mjølners tegn, Kruset løftes højt, brødre i vor sal, Hedengangne mænd, mindes for deres dåd, Drik et d

Korset har ikke været os til gavn Ej heller troen i jesu navn Kirken og korset bliver til støv Som nordens hammer fra gamle sagn Tro Er forgæves Liv kan ej bjærges Lydighed - løfter og løgn Tro Frelser dig ej Lønner dig ej Lydighed til en ubarmhjerti

Det er få månder siden farsoten kom Med list og med hast fór den snart viden om Hey ho! Yay o hey ho! Det er få månder siden farsoten kom En ubuden fremmed søgt' ly for regnen Braft med sig kvalen her til egnen I herbergets varme han natten tilbragt'

Hedens døtre danser på vinden. 专辑:Ravnenes Saga 歌手:Svartsot 歌曲:Hedens Døtre

Som Ælfthryth sønnen barsled', Da såedes skæbnens sæd, Englands højsæde rømmet stod. Dog kun den yngst' kongsemne, Hans moder kunn' ej dy, Hos rådmænd råd hun søgte, Den ældst' mått' ryddes af vej. Af væsen ej helt sandt, På hans skatte og hans arv,

Våren kom og tøed jorden, Vinter blev til grønne agre, Græve mænd vi samled her, Striden kaldt', så satte vi sejl Hør! Hør! Kvinde, kom med øl, Kvinde, kom med kød, Gravøllet drikker vi til fæller vores, der døde! Englaland I gryet sås, Gyldent sand

Udi engen ved æ flod, Bondens yngste datter stod. Hey! I skønne møer! Hey, jeg lå med hin vænne mø, Mellm hendes silke lår, I staldens duftende hø, Skænkestuens skønnes tøs, I æ stald slap barmen løs. Hey! I skønne møer! Hey, jeg lå med hin vænne mø,

Kvinden min var en køn liden mø, Så fin som ønskes kunn', Ravn mørke øjn' og mild åndepust, Og måne bleg hud har hun. Skønheden er hendes sinds hårde mål, Som først hun holdt' fordulgt, Hendes vilje groed' som et jern hårdt greb, Der siden giftermåle

De jeg gik ude en ensom nat, Hey ho, I den vilde skov, En kælling ful, hun til mig kom, Hey ho, hun stank så fælt, Hendes blottede barm til bæltet rakte, Hey ho, i den vilde skov, Med tandløst smil og rådden mund, Skovens kælling til mig talt'. Hey h

I trange gader, hvor høker-røsten gjaldrer højt, gladelig køber godtfolk dyrt. Torvet gungrer af gøglespil og strengeleg, gyden gengiver strædets gny. Fine klæder, læder, sølver, krydderi, dufter kvæles i byens kvalm. Bidske hunde, slagtesvin, der æd

En vår morgen, da solen stod højt, Til byen en spillemand kom, Han sat' sig og kigged' omkring, Og nu da skaren kom nærmere, begynt' han at spill'. Byens godtfolk, de dansed' og lo, Som fortryllet af musikkens klang, Men en karl, han spejded' en æske

Alle guds børn ræddes den, døden med mange navne Pestilens, farsot, digredøden raser Aldrig en krig eller hungersnød har haft os i deres favne Som soten knuger os nu - dommedagen varsler! Jeg er ikke en holden mand, men har, hvad jeg har nødig Aldrig

[1. raven] Ravn hin sorte sidder I en ask, skuer ud på sletten grøn. Mænd I brynjer samler sig til krig, hvasse økser under himlen blå. [2. raven] Ravn hin sorte flyver hen fra øst, sætter sig I asken grå. Ravnen siger "Stridsmænd kommer hid, sletter